…Ferienregion Dänemark…

Udgivet den 23. marts 2011 af Paps

Et flertal i det danske folketing har den 22. marts 2011 besluttet, at Danmark nu tager: Et lille skridt for nationen, men et stort skridt for Unionen. Danmarks tilslutning til Europagten, er en realitet og dermed ér Danmark på Eurokurs – Euroen bliver en realitet i det lille eventyrland højt mod nord, uanset forbehold eller ej.

Det er sjældent, at jeg er enig med Morten Messerschmidt i ret meget men for én gangs skyld, er jeg helt enig med ham i, at dé ”garantier” som Løkke har afgivet til S, SF & R er fuldstændig ligegyldige og er ikke en skid værd. Når først Europagten folder sig ud for fuld hammer og Eurolandene (herunder især Tyskland og Frankrig) siger: Hop, til eventyrlandet, så hopper vi.

Euroen – uagtet et mærkværdigt dansk forbehold – vil, indenfor en 10 årig periode, blive indført 100% i Danmark. Dette er naturligvis mit personlige gæt men sét i lyset af den Europæiske Unions politiske vision, kan ét lille eventyrland ikke stå udenfor dette økonomiske og finansielle samarbejde og stadig være medlem af EU. I min verden er eneste mulighed for ikke, at deltage i dét samarbejde, en udmeldelse af EU – og dét tror jeg ganske enkelt ikke på vil ske.

Eneste positive element i Europagten ér, at en eventuel kommende S-SF regering ikke kan pantsætte, belåne og gældsætte Danmark med deres tvivlsomme forbrugsfest, som mangler enhver form for logik og virkelighedserkendelse – dét tillader Tyskland sat’me ikke.

Hvad enten S, SF og R vil erkende dét kommer Danmark under en vis form for administration/kontrol og den nationale finans- og økonomiske politik vil blive syltet ind i Eurozonens krav og anvisninger om, hvordan den ged ska’ barberes, så der ikke opstår en ny Grækenland-situation, i det ”høje” nord – Ferienregion Dänemark er rykket syv skridt nærmere.

Enhver med en smule virkelighedserkendelse og evne til at tænke bare en anelse logisk, kan jo sige sig selv, at Dansk politik på det finansielle og økonomiske område vil blive styret fra Bruxelles, i en grad, vi aldrig havde troet mulig – Eurokrater vil, i fremtiden, bidrage lige så voldsomt til dén politik, som de for nuværende bidrager til al anden dansk politik – forordninger og direktiver om alt mellem himmel og jord – som en overstatslig magt, der har fået de politiske værktøjer til, at regulere og stille krav med Europagten.

EU’s Forordninger er f.eks. ikke til diskussion i medlemslandene, de virker direkte og domstolene kan anvende disse i deres arbejde uden videre. Direktiver skal implementeres i medlemslandenes lovgivning før de kan anvendes af domstolene og hér er Danmark en rigtig duks, vi er de bedste i Unionen til at implementere disse direktiver. I september 2010 manglede Danmark kun, at implementere 0,2% af den samlede indre markeds regulering i dansk lovgivning.

Ifølge Justitsministeriet blev ca. 19% af den danske lovgivning baseret på/influeret af EU-direktiver i 2008 – i denne optælling er alle forordninger dog ikke medtaget. Tæller man alle forordningerne med vil det se helt anderledes ud – den procentuelle påvirkning er langt større når alle forordninger tælles med (har dog ikke dokumentation for dette, meeeen…).

Skulle en-og-anden få dén tanke, at Europagten ikke får væsentlig indflydelse og påvirkning af den nationale lovgivning i det lille eventyrland, bor vedkommende det helt rigtige sted, for sådan en eventyrtanke hører i dén grad hjemme i et eventyrland – dét falder dog helt i tråd med S-SF’s eventyrpolitik, hvorfor det er fuldt forståeligt, at disse to partier tror på Løkkes garantier. Jég tror ikke på garantier, udstedt af politikere, når det drejer sig om EU. Historien om EU viser tydeligt, at almindelige mennesker ikke har en skid og ska’ ha’ sagt – det ér og bliver et politisk projekt, som med djævelens vold og magt ska’ hældes ud over Europas borgere, koste hvad dét vil.

Vi tror, at vi har indflydelse – men sandheden er: At dét har vi kun i meget begrænset grad og tid – når borgerne ikke vil som politikerne vil ha’, ved f.eks. folkeafstemninger, ændrer politikerne bare en anelse ved grundlaget og sender lortet til afstemning igen…igen…igen…igen…indtil de får noget de kan leve med overfor EU partnerne.

Nu sendes EU relateret, suverænitetsafgivende spørgsmål ikke engang til folkeafstemning længere, de besluttes i folketinget som f.eks.: Lissabontraktaten (EU’s Forfatning) og nu Europagten. Dette viser med al tydelighed, at: Hvis borgerne i de enkelte medlemslande ikke tilslutter sig tættere og yderligere samarbejde (mod Europas Forenede Nationer) bliver Eu lige så ”stille” listet ind under ”huden” på det enkelte land og ”pludselig” er landet så syltet ind i EU Forordninger, direktiver og Forfatning, så dét ikke kan betegnes som et suverænt land længere – men: Vi slipper da for, at høre og se mere til DF’s tumpede synspunkter om indvandring, fordi vi alle bliver én stor lykkelig familie af Europæere i en forenet Union uden pointsystemer og andre tåbeligheder…altså…med mindre de kommer fra EU, og dét gør dé.

Viva la Republique – Viva El Presidente…

Udgivet i Politik | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Medfødte kompetencer

Udgivet den 12. marts 2011 af Paps

Som nævnt tidligere, har jeg dén overbevisning, at kønnene er ”lavet” til forskellige opgaver og dermed har forskellige, medførte, kompetencer. Denne overbevisning er jo ikke nogen nyhed – vi er alle vidende om, at kvinder har medfødte kompetencer, som manden ikke har og omvendt.

Der hersker jo ikke tvivl i samfundet over, at kvinder har formidable kompetencer i forbindelse med, eksempelvis: Omsorg for børn og familie som helhed.

Ligeledes hersker der jo heller ikke tvivl i samfundet om, at mænd har formidable kompetencer i forbindelse med at skaffe, eksempelvis: Forsørgelse for familien.

Det er almindeligt kendt – og accepteret – at kvinder drager omsorg og mænd skaffer. Kompetencer, som kønnene har udfoldet siden tidernes morgen.

Helt fra begyndelsen (jeg tænker fra dét tidspunkt, hvor mennesket rejste sig og gik på to ben) har manden været den fysisk overlegne og kvinden den intellektuelle. Manden har gennem tiderne udøvet sin maskulinitet på en diktatorisk og autoritær måde, således at kvinden ikke har haft muligheden for at ”styre” den omkringliggende verden. Sagt på en anden måde: Manden har brugt sin fysiske overlegenhed til at bestemme kvindens ”plads” i ”sin” verden.

Siden tidernes morgen har manden været den krigeriske, den bestemmende og den straffende. Med fysisk overlegenhed har manden gennemtrumfet sin opfattelse af verden og styret livet fordi han kunne. Manden har bestemt, at kvinden ikke var ligeværdig – hun skulle udelukkende beskæftige sig med de, udprægede, medfødte kompetencer. Helt fra start skulle hun føde børn, drage omsorg og tilberede byttet. Hun skulle stå til hans rådighed når det passede ham. Senere bestemte manden, at kvinden ikke skulle lære at læse og skrive, at hun ikke måtte vælge sin egen partner, at hun ikke måtte have stemmeret osv.

Op gennem menneskets historie har manden påtvunget kvinden de mest obskure, vanvittige idéer og holdninger. Han har holdt hende undertrykt men samtidig forgudet hende som et objekt og gået gennem ild og vand for hende. Han har påtvunget hende umenneskelige ydmygelser og samtidig ydmyget sig selv for hende. Han har lagt hånd på hende, nedværdiget hende og samtidig elsket hende. Et konfliktfyldt forhold må man jo sige – et forhold som aldrig før har bygget på ligeværdighed.

Kvinder og mænd er ”dømt” til i al evighed, at være en del af hinanden – at skulle dele tilværelsen på godt og ondt. Hverken kvindekønnet, eller mandekønnet kan eksistere uden hinanden og så længe mennesket eksisterer vil de samme ”kampe” mellem kønnene blive ”udkæmpet”. Med jævne evolutions- og kulturhistoriske mellemrum ændrer forudsætningerne sig, for disse ”kampe” og dermed magtbalancen.

For mig ser det ud som om, at jo mere viden vi får – jo mere indsigt – om kønnenes fysik, psyke og historie m.m – jo mindre forstår vi, at interagere sammen. Det ser, for mig, ud som om at vi fjerner os mere og mere fra hinanden og ikke helt forstår, at vi er nødsaget til at finde fælles fodslag for at kunne danne en fælles fremtid.

Jo længere frem i historien vi bevæger os – frem mod nutiden – jo mere fjerner vi os fra hinanden og dét er ikke fordi jeg ikke kan forstå denne sammenhæng men jeg kan ikke forstå, at med vores vidensniveau, burde vi naturligvis komme tættere på hinanden. Med den viden vi har opnået omkring menneskets natur, kønnenes udvikling og medfødte kompetencer burde vi være langt bedre til at interagere end vi ér i dag.

Det er tydeligt, at vi fra barnsben af bliver tilskyndet til, at ”dyrke” de medfødte kompetencer – både ”tvangsmæssigt” men også helt naturligt. Vi kommer, via leg i barndommen, i kontakt med vore medfødte kompetencer og gennem opvæksten fasttømres disse under påvirkning af vore forældre, samfundet generelt og historien. De medfødte kompetencer bliver nurset gennem vor opvækst og vi spejler os i historien, som taler sit eget klare sprog og dermed fastholder vi opfattelsen om ulighed kønnene imellem – en ulighed, som ikke bunder i disse medfødte kompetencer men i holdninger, religion, politik og misforståelser.

Rent intellektuelt har vi, gennem historien, udviklet en bizar holdning om, at kønnene skal kæmpe mod hinanden for at opnå ligestilling – bizar, fordi: Kønnene kan aldrig blive ligestillet, da de ikke er skabt til det samme formål. Kønnene kan ”kun” opnå ligeværdighed, hvilket er langt vigtigere end ligestilling. Vi skal vende debatten og ”kampen” fra ligestilling til ligeværdighed og acceptere, at vi ikke er ens men indeholder forskellige, medfødte, kompetencer – udelukkende for at sikre artens beståen.

Ligeværdighed medfører, at kvinder som mænd f.eks. opnår samme løn for samme arbejde. At kvinder som mænd har samme adgang til: Uddannelse, økonomi, arbejde, bolig, børn, religion, politik m.v. Ligeværdighed medfører, at kønnene får en langt bedre interaktion – både i forbindelse med arbejde, fritid og parforhold – og dermed får vi en langt bedre hverdag uden alt for mange misforståelser og fordomme.

Ved et ligeværdigt liv opnår vi en bedre samhørighed og fremmer alt det positive i samhørigheden uden, at skulle ”kæmpe” om den daglige ”magt” og ikke føle os: Værdsat.

Vi skal komme til en erkendelse af, at kønnene ikke kan ligestilles men ér forskellige og har forskellige ”opgaver” (formål) i livet. Vi skal erkende, med os selv og hinanden, at kvinder og mænd har forskellige, medfødte, kompetencer, som i langt højere grad skal komme til udtryk i vort liv og være medstyrende for dén måde vi interagerer, og indretter samfundet på. Det må nødvendigvis være en kompetence i sig, at være kvinde, eller mand – dog kan dén kompetence ikke stå alene.

I en verden, som i højere og højere grad, fokuserer på uddannelse, uddannelse og uddannelse glemmes de medfødte kompetencer og tillægges endda kønsracistiske betydninger. Betydninger, som udelukkende fastholder den omsiggribende opfattelse af ligestilling for ligestillingskampens skyld. En ”kamp” som i sig selv er en modsigelse – hvor ingen ligestilling ér, kan ingen ligestilling etableres.

Jeg ønsker os ikke tilbage til ”stenalderen” men jeg mener, at hele denne ”kamp” som hele tiden refererer til kønnenes ligestilling er absurd og meningsløs. Meningsløs, fordi der ingen ligestilling kan opnås, da kønnene er født forskellige på rigtig mange punkter og fordi det ikke giver mening, at ligestille de forskellige, medfødte, kompetencer.

Vi bliver ikke lykkeligere af, at mænd ”tvinges” til – i ligestillingens hellige navn – at tillære sig kvindelige kompetencer og omvendt. Vort samfund forandrer sig ikke radikalt ved at gennemføre en ligestilling – for ligestillingens skyld. Vi forandrer kun noget ved at være ligeværdige og derudfra skabe dét samfund vi ønsker os, på en ligeværdig måde.

Gennem de seneste årtier har vi som samfund accepteret en forfejlet og ødelægende opdragelse af vore drengebørn, både i hjemmet men i særdeleshed i institutionerne. Lige fra dagpleje/vuggestue over børnehave og skole til fritidsordninger. I kraft af en offentlig debat og politisk holdning om ligestilling mellem kønnene har vi tilladt, at drengebørn rundt om i vores institutionsverden er blevet udsat for feminiseret påvirkning, der langsomt men sikkert har undertrykt mange maskuline dyder og behov. Ét eksempel er, hvordan drenge lærer at forrette deres toiletbesøg, siddende – også selvom de ”kun” ska’ tisse. Et eksempel som mange vil rynke på næsen af, men som i min verden er en vigtig detalje i drengens dannelse af sit køns maskulinitet og unikke adfærd. Det er en selvfølge, at drenge ska’ lære at tisse stående – også i institutionerne – fordi det hører med i den maskuline verden. Det er vigtigt, at en dreng forstår, at han ka’ tisse stående fordi han kán. Det er vigtigt, at en dreng lærer sin maskulinitet at kende, gennem opvæksten og legen, så han ikke senere i livet ingen anelse har om, hva’ han ska’ stille op med den og undertrykker den i en misforstået opfattelse af ligestilling. Drenge skal – som andre dyreunger – lege med sin maskulinitet og lære dens svagheder, som stærke sider, at kende. Dette fordi, en dreng har et naturligt og medfødt behov for, at udforske sin maskulinitet og bruge dét som han finder ud af virker. Dét virker at stå op og tisse.

Drengebørn ska’ generelt ikke opføre sig som piger på legepladsen eller i skolegården – de ska’ være drenge og skubbe til hinanden. Lære, at nogle er fysisk stærkere end andre og få respekt for dette. De ska’ lære, at nogle er mere opfindsomme end andre, at nogle støber kugler og andre udfører dem og få respekt for dette. Drengebørn ska’ lære, at der i alle sammenhænge af livet findes hierarkier – både i skolegården, i hjemmet og i livet som helhed. Kun gennem at udforske sin maskulinitet i barndommen danner drengebørn deres opfattelse af egen maskulinitet i voksenlivet. Det handler ikke om, at ligestille drenge og piger gennem, at lære ét køn hvordan det andet køn opfører sig og fremhæve ét køns dyder over for et andet køn, men at lade kønnene udforske og udvikle deres medfødte og forskellige kompetencer, samtidig med at den voksne verden lærer begge køn om vigtigheden af: Ligeværdighed. Hvis et barn lærer, at ligeværdighed er forudsætningen for at interagerer kønnene imellem, så vil det voksne samspil blive gennemsyret af denne ligeværdighed og dermed udraderes dé forskelle, som debatten i virkeligheden handler om i dag. Hvis samfundet i fremtiden er baseret på ligeværdighed, kønnene imellem, vil der ikke være behov for den slags politiske indgreb, som vi kender i dag, på baggrund af en unuanceret og misforstået ligestillingskamp.

Fortsættes…

Udgivet i Kun Paps | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Aktiv dødshjælp – ja, for fa’en…

Udgivet den 28. februar 2011 af Paps

…there is something rotten in the state of Libya… But…but we are in Denmark, Inspector… Yes, yes – there to…there to…

Jeg er helt enig med Inspector Clouseau – der ér noget galt i Danmark, noget råddent.

Det er, for mig, helt uacceptabelt, at jég ikke ka’ bestemme, hvordan jeg vil dø! Det er helt grotesk, at intellektuelle akademikere og selvbestaltede moralister ska’ ha’ indflydelse på, hvorvidt jeg ”må” dø på den ene eller anden måde og ikke mindst: Hvornår!

21 Søndag havde fokus på aktiv dødshjælp – hvilket selvfølgelig er forbudt i det ”frie” Danmark – og i udsendelsen kom den nuværende formand for Etisk Råd, Jacob Birkler, til orde:…jeg er jo uddannet filosof…bla, bla, bla…

Nåeeeee – du er uddannet filosof, jamen SÅ er du jo naturligvis den HELT rigtige til, at fortælle MIG, at jeg ska’ bare lide på mit dødsleje. Som uddannet filosof ér du da i særdeleshed kompetent til, at bestemme om jeg ska’ tvinges til, at ligge i min egen afføring, mærke savlen løbe ud af mundvigen uden, at kunne gøre en skid fordi jeg ikke ka’ røre en muskel i kroppen pga. en dødelig sygdom eller en hjerneblødning, der har efterladt mig som en grøntsag i rullestol.

Selvfølgelig ska’ en uddannet filosof, med en akademisk og intellektualiseret forestilling, om livets ubrydelige hellighed (eller hva’ han nu vil anvende af betegnelse), ha’ indflydelse på, hvordan jeg ska’ opfatte værdighed i døden.

Det ka’ gøre mig aldeles rasende, at høre på en person, som opfatter sig selv bedrevidende fordi han jo er: Uddannet filosof! Hva’ helvede er meningen? En slikket og vammel akademiker ska’ sgu ikke bestemme om jeg ska’ ta’ livet af mig selv, hvis jeg ka’ se, at den eneste afslutning ér, som en grøntsag, der ska’ holdes i live for enhver pris bare for, at læger og uddannede filosofer føler sig overbevist om, at dét er det eneste rigtige.

Det var en ualmindelig slikket og vammel måde den uddannede filosof fremstod på – bedrevidende, moralens vogter og etikkens alvidende overdommer. Sikke en gang bavl han ku’ vamle af sig og på den mest utiltalende måde…YRRRK…

Det er ligeså idiotisk som den fordummende holdning om, at mennesker ikke må prostituere sig – to sider af samme sag.

Jeg ka’ huske, i min opvækst, at alle de voksne ofte lavede grin med forbudssverige – Forbudssverige…hahahahaha….de må sku’ ingenting i Sverige. I dag må vi INGENTING i Danmark – vi må tivertifald ikke bestemme over vores egen krop. Uhadada, det ku’ jo gå helt galt, hvis danskerne sku’ bestemme over deres egen krop så derfor må vi ha’ nogle uddannede filosoffer til at afgøre hvad danskerne, aller nådigst, ka’ få lov til at bestemme selv – BARE IKKE OVER DERES KROP!

Danskerne ska’ den-onden-lyneme tage ansvar for deres eget liv, stramme op og vedstå konsekvenserne af deres handlinger. De ska’ ikke tænke over hva’ deres land ka’ gøre for DEM men hva’ DE ka’ gøre for deres land…SGU… Nu er det slut med at forbruge og te sig uansvarligt – NU må danskerne vågne op og tage ANSVAR!

Forstået – i orden, helt på sin plads. Men er der nogen som ka’ forklare mig hvorfor jeg ikke må tage ansvar for min DØD? Hvorfor fa’en ska’ jeg tage ansvar for mit liv lige indtil døden banker på døren? Jeg er da fucking ligeglad med edsvorne læger og uddannede filosoffers meninger om livets hellighed og dødens (i deres øjne) etiske dilemma. Det er helt sort snak for mig – døden er sgu da ikke et dilemma – det er en uundgåelighed.

Bare fordi én-eller-anden for nogle tusinde år siden har plapret op om livets hellighed og dødens ukrænkelighed og denne plapren har genlydt igen og igen ska’ dét sgu da ikke gøres til den endegyldige sandhed. Hva’ er det for noget nonsens, at menneskeliv er så ukrænkeligt?

Den danske stat har ingen problemer med, at sende alt for unge mennesker tusindvis af kilometer ned på den anden side af kloden og blive skudt i stumper og stykker – men hvis én af de unge mennesker kom hjem og kun havde udsigt til at leve resten af sit liv (måske 40 år) som en grøntsag, fastspændt til en rullestol eller seng med en fungerende hjerne, som ku’ tænke tanker og kun holdt i live af maskiner og eksperimental medicin. Uden mulighed for at komme udenfor, eller kunne kommunikere med sine kære – bare ligge dér med savl og afføring ude af kontrol, så ka’ han ikke få lov til at bestemme om han vil dø i fred. Det er fandeme ikke i orden, det er sjofelt og så krænkende, at jeg slet ikke ka’ forestille mig det. Og dét på baggrund af, at en uddannet filosof ska’ sidde i sin selvmoraliserede, ophøjethed og fortælle danskerne, at: Han jo er uddannet filosof, så han véd bedre…FØJ…

Min gamle mormor døde for nogle år siden – 92 år gammel – og det eneste hun frygtede i livet var at ende som en grøntsag, der ikke kunne noget som helst. Hun bad mig om, at sørge for hun ikke skulle ende sådan og dét lovede jeg hende. Flere år før hendes død forberedte jeg mig på dette og var derfor klar, da hun kom til sin ende. Det blev ikke nødvendigt, for mormors gud ”hentede hende hjem” på en fornuftig og ikke mindst værdig måde – hun sov stille ind i sin seng. Naturligvis havde jeg sørget for hendes værdighed i døden, hvis det havde været nødvendigt og INGEN ku’ ha’ stoppet mig. Jeg talte med min mor om mormors ønske og hun støttede det, på trods af sin tro.

Jeg har en meget god ven, som er 78 år og han har bedt mig om det samme, hvilket jeg naturligvis har sagt ja til og INGEN ska’ stoppe mig, hvis det bliver nødvendigt.

Jeg ska’ også nok sikre mig at komme herfra på mine egne betingelser og ikke en uddannet filosofs – hvis altså ikke Danmark ændrer holdning og tillader aktiv dødshjælp, uanset hva’ helvede uddannede filosoffer måtte mene.

Hverken staten, ”gud” eller en uddannet filosof ska’ bestemme over min krop – dén bestemmer jeg sat’me selv over og hvis det passer mig, at prostituerer den, tatovere den eller tage livet af den så er det den-onden-lyneme min egen sag og det ska’ INGEN blande sig i.

Få nanosekunder efter et menneske er blevet presset ud af sin moders skød, fået sit første klask i røven og skreget lungerne i gang ér det eneste som er sikkert for dette nye menneske, at det ska’ DØ – hvornår og hvordan vides ikke men det ér sikkert, at det ska’ dø. Alt hvad der ligger imellem fødsel og død ved dette nye menneske intet om – dét er en uskreven ”bog” med en forudbestemt slutning. Hverken præster, politikere, uddannede filosoffer, ”guder” eller andre akademikere og selvbestaltede moralister har RET til at bestemme over indholdet i denne bog, det er helt op til dette menneske at bestemme. Og i særdeleshed er det op til dette menneske, at bestemme hvordan bogen ska’ slutte – om det bliver for egen hånd eller nedfrosset 500 år frem i tiden.

Uddannede filosoffer og andre akademikere ska’ holde sig til, at bestemme over DERES liv og død, de ska’ ikke bestemme en skid over mit, eller andre, liv og død. Jeg påtvinger jo ikke en uddannet filosof, til at afslutte sit liv, så hvorfor helvede ska’ sådan en akademiker bestemme, at jeg ikke må afslutte mit liv, på min måde?

Min personlige frihed til, at bestemme over min krop ska’ staten, og dens uddannede filosoffer, holde snotten fra…

Hér ka’ man se det uddannede fjols…

Udgivet i Politik | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Du milde himmel – vi skriver år 2011 og idioter som Anne Grethe Bjarup Riis har stadig “taletid”

Udgivet den 17. februar 2011 af Paps

 

Vor tidsregning starter med ”fødslen” af Knuds egen søn – ingen pomt og pagt, ingen landsdækkende transmissioner og folkeligt massehysteri med Jes Dorph Petersen ved mikrofonen og ingen folkegaver eller Se & Hør forsider med royalt indlæg til min moders generation. Det hele blev reduceret til en stald med krybbe, et par hyrder, en okse og et æsel – lidt halm og tre vise mænd med lidt guld, røgelse og myrra + et par får…og så selvfølgelig, moderen til Knuds søn og hendes mand…eller…altså…øhhh…elsker…hmmmm…anyways: Størstedelen af jordens befolkning er relativt enige om, at Knuds søn har spadseret rundt et-eller-andet sted på jordkloden og udtalt en masse – mere eller mindre – saglige og kloge ord/sætninger men lige siden har den samme uhyggeligt store mængde mennesker diskuteret – indædt – hva’ fa’en han egentlig sagde!…

Se, når der på 2000 år ikke er sket en skid – eller sku’ jeg sige: Når der på 2000 år ikke er fundet et ”fælles fodslav” omkring Knud og hans søn, så ér det selvfølgelig ikke så underligt, at der ikke er sket en skid i menneskers opfattelse af andre mennesker liv, tro og holdninger.

Dét som egentlig ligger mig på hjertet er: Hvorfor ér det sådan, at mennesker ikke kan acceptere, at nogle mennesker vælger, at leve på deres måder og ernære sig på en, måske alternativ, måde – så længe det sker på personens egne præmisser og ikke skader andre eller personens valg, ikke ligger det omgivende fællesskab til last?

Hvad er det som får mennesker til, at mene de véd bedre end andre mennesker – f.eks. om hvordan man lever sit liv, tænker og tror? Hvorfor er det, at mennesker partout ska’ påtvinge andre mennesker et moralkodeks, eller en overbevisning – hvad enten det er en tro, eller ideologi?

Det må være et urinstinkt – et gen, som videnskaben endnu ikke har opdaget, der uundgåeligt og vedholdende MÅ påtvinge andre mennesker, at følge én bestemt doktrin. En doktrin, som bl.a. dikterer: Moralkodeks, tro, levevis, påklædning, børneopdragelse, ernæring, sundhed, ideologi, smag, indretning og meget mere. Mit gæt på et urinstinkt bunder i historiske fakta – fakta, som jo ikke bare kan ignoreres.

Fra tidernes morgen har, f.eks. kvinder, forsøgt (og haft held til) at ændre mænd i deres billede. Mænd har vel ikke så meget forsøgt at ændre kvinder – blot undertrykt dem! Alexsander den store skulle absolut påtvinge Persere, Egyptere og andre folkeslag den Makedonske/Græske kultur, tro og tænkemåde, længe før Knuds søn kom til verden. England sku’ med djævelens vold og magt pådutte Indien, Amerika og mange afrikanske ”lande” deres bud på universel moral og opførsel. Portugisere og spaniolere måtte bare tæve deres tro ind, i de indfødte indianere i sydamerika og Hitler ku’ ikke finde på andet, end at gå strækmach og trampe sin egen syge doktrin ned i halsen på resten af Europa. Jøderne mener sig berigtiget til – i guds navn – at bosætte deres doktrin i palæstina. Danmark gjorde sig den ulejlighed, at fortælle Grønlænderene hvordan man sku’ leve og tro og ydermere hvor folket i Thule måtte bo og ikke måtte bo. Amerikanerne benytter enhver lejlighed til, at tæppebombe sine holdninger og synspunkter ud over lande, som har bare et par liter olie i baghaven. Helt tilbage til tidernes morgen har mennesket åbenbart haft en utæmmelig og utiltalende drift til, at få ”de andre” til at gøre som os – og hvis ikke…så tæver vi dem, kyler noget tungt i hovedet på dem, voldtager deres kvinder, æder deres mad og skider dem i munden…så ka’ de lære dét…

Fuck i skuret, hvor er det idiotisk – og hvor må jeg ha’ været heldig!

Jeg er vokset op i et troende hjem – min moder er meget troende – men jeg er aldrig blevet udsat for ”hjernevask”. Mine forældre var (indtil Helle Thorning kom til magten) glødende socialdemokrater, royale og kristne. Der er altid blevet snakket politik, religion og kongehus, blandt meget andet – glødende politik, ærbødigt religion og varmt kongehus.

…søg dén information du behøver, knægt. Forhold dig til den og dan din egen mening…

Dén sætning har jeg hørt mange gange i min opvækst og for dén er jeg taknemmelig. Vi er altid blevet opfordret til, at danne vore egne meninger om, hva’ som helst.

…Du må, for min skyld, tro hva’ du har lyst til, min dreng – bare du forholder dig til den viden og information, som er til rådighed. Du ska’ opføre dig ordentligt, behandle andre med respekt og acceptere, at mennesker ikke: tænker, tror og mener det samme…

Sådan har mine forældre opdraget mig – søg viden og indsigt og forhold dig til dette. Dan din egen holdning om emner som: Tro, politik (ideologi), livsværdier, moral, opdragelse og lign.

Lad dig ikke trampe hen over af velsmurt propaganda og slikkede debatører – følg dit hjerte, din egen moral og husk: Du er født med en fri vilje, født med et frit sind og født med friheden og retten til at leve DIT liv. Hvad DU mener er rigtigt og værdifuldt, behøver ikke nødvendigvis være rigtigt og værdifuldt for andre, men respekter og accepter, deres ret og frihed til at leve DERES liv.

Alt for mange mennesker har alt for travlt med at vide bedre, hvad der er rigtigt for andre mennesker. Det er slående, hvor mange mennesker, som stiller sig op i al offentlighed og er bedre vidende på nogle menneskers vegne – slående, at så mange ved bedre, hvordan et andet menneske ska’ leve sit liv. Det er faktisk skræmmende, at så mange mennesker har ”set” det sande hele og fuldstændigt ublu, ska’ ”frelse” de andre og påtvinge dem, dette sande hele.

Tag nu bare et meget aktuelt indslag i debatten om prostitution – et indslag, som for mig er en hån mod respekt og accept af andre menneskers ret til en anden mening, end den hånendes.

Når en person, som Anne Grethe Bjarup Riis tillader sig, i al offentlighed, at skænde et andet menneske for holdninger og meninger, som tilsyneladende, ikke passer ind i AGBR’s verdensbillede eller moralkodeks, udviser hun i dén grad mangel på respekt og tolerance – tolerance, som hun jo prædiker overfor Pia Kjærsgaard ifb. med DF’s indvandringspolitik. En tolerance, som hun i kraftige og yderst nedladende vendinger, på ekstrabladet.dk/nationen, nærmest forlanger af Pia Kjærsgaard. Respekt, som AGBR forlanger, at mænd udviser over for kvinder, generelt, i f.eks. dette klip fra go’ morgen Danmark.

Anne Grethe Bjarup Riis fremstiller sig selv som et menneske med uhyggelig lidt – om nogen – respekt for sine medmennesker. Hun udstiller sig selv som et mennesker, der ikke er i stand til tolerance overfor andre menneskers: Tro, mening og overbevisning. En kvinde, som er barn af flipper- og blomstertiden, hvor tolerance og respekt for mennesker var i højsædet – opvokset i samme tid som jeg selv med en baggrund, som tilsyneladende ikke er meget anderledes end min, og endda ude i provinsen. Jeg er dybt chokeret og rystet i min grundvold over, at en person med nogenlunde samme baggrund og muligheder som jeg selv, ikke har fattet en hujende papfis om, hvad respekt og tolerance vil sige – end ikke værdighed, aner hun hvad ér.

Anne Grethe Bjarup Riis’s diametrale modsætning, er hendes modpart i det omtalte TV svineri. Susanne Møller – talskvinde for S.I.O. – er en fantastisk og lødig debattør. Hun er lige præcis dén type menneske, som man med det samme får tillid til, i sin måde at debattere på – vidende, respektfuld, tolerant, værdig og frem for alt: Velformuleret og troværdig. Hun fremfører sine argumenter på en sober, respektfuld og troværdig måde, der efterlader AGBR som dén tåbelige, uvidende og forkælede teenagetøs hun signalerer med sine umodne, utolerante og gabende uintelligente børnehaveudbrud.

Susanne Møller ér så velformuleret, troværdig og menneskelig, som hun udstråler og giver indtryk af. Hun ér et menneske, som man kun kan have respekt for – ikke kun fordi hun er stået frem i offentligheden, men også for hendes holdninger, intellekt, personlighed og menneskelige egenskaber. Jeg har haft den udsøgte fornøjelse, at tilbringe en yderst behagelig aften i hendes selskab til en festivitas ved juletid i en fælles interesseorganisation. Det var en nydelse, at være hendes bordherre og sludre om dét, som har betydning for hende og hendes, tilstedeværende, kollegaer. En aften, som jeg mindes med stor ydmyghed og glæde – en aften, hvor de deltagende mennesker, kunne slappe af og muntre sig i byens glade natteliv, uden at blive stigmatiseret og fordømt, men bare være mennesker. Mennesker, som ku’ tale om prostituerede, kunder og alt der imellem, uden intolerante og imbecile idioter i nærheden, til at hyle op og moralisere i en overdreven, kaskade af ukvemsord.

AGBR er forhåbentlig ikke gængs standart for en større mængde af kvinder i 2011 – hun må da stå ene i krogen og kun poppe frem, når en-eller-anden, uheldigvis, får trykket på on-knappen. Det må ikke være sådan, at der findes flere, lignende, snotbobler som repræsentant for det kvindelige køn, i den offentlige debat. Danmark må da ku’ præstere bedre – landet må da ku’ fostre og fremvise repræsentanter, med en IQ på…lad os bare sige…60, der ka’ debattere og præsentere de emner, i den offentlige debat, som er vigtige for nogle eller alle kvinder.

Det er første gang i mit 47 årige liv, at jeg ingen respekt har for en debattør. Det er aldrig overgået mig, at miste al respekt for et menneske, udelukkende på baggrund af en usmagelig måde, at debattere på. Aldrig har jeg oplevet, at føle væmmelse og afsky over et menneskes måde at debattere på – og hendes optræden i den efterfølgende aftenudgave, gjorde ikke min væmmelse og afsky mindre. Én eneste gang i mit liv har jeg følt samme afsky for et menneske – det var engang jeg sad overfor en ung soldat, som skulle til Iraq – han fortalte, at han udelukkende tog dertil fordi han så ku’ skyde perkere og dét var et bytte han aldrig havde haft på kornet…han grinede samtidig…

Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg er født som et frit menneske med en fri vilje og et frit sind – i et frit land. En frihed, som jeg værdsætter hver dag og gennem årerne har jeg forsøgt at gi’ den følelse, taknemmelighed og viden videre til mine børn – og tænk:

…De søger dén information de behøver og forholder sig til den og danner deres egen mening…

…De må, for min skyld, tro hva’ de har lyst til, mine piger – bare de forholder sig til den viden og information, som er til rådighed. De ska’ opføre dig ordentligt, behandle andre med respekt og acceptere, at mennesker ikke: tænker, tror og mener det samme…

Jeg elsker Danmark – ku’ ikke tænke mig, at leve andre steder i verden. Hvorfor elsker jeg Danmark – fordi dét virker…i det store hele, så virker det, på trods af nogle uoverensstemmelser og lallende idioter…så virker det!

Udgivet i Politik | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Kvinder og mænd…

Udgivet den 14. februar 2011 af Paps

Hva’ fanden tænker mænd på?…

Tjaee, dét er måske det mest stillede spørgsmål gennem tiderne – stillet af kvinder! Et andet, meget ofte stillet, spørgsmål ér: Tænker mænd overhovedet?

Jeg skal ikke kunne svare på det konkrete plan men på et generelt plan, vil svaret blive: JA – de tænker bare på noget andet end kvinder!…

Hva’ er dét så mænd tænker på – når de tænker?

For at kunne svare på dette spørgsmål, eller rettere – for at kunne forstå svaret på dette spørgsmål er det nødvendigt, at kvinder får et logisk, meningsfyldt og tydeligt billede af, hvordan den mandlige hjerne fungerer. Ligesom det er nødvendigt at mænd får et logisk, meningsfyldt og tydeligt billede af hvordan en kvindes hjerne fungerer, hvis han vil forsøge, at forstå hende.

Det førstnævnte spørgsmål er jo en mønt med 2 sider – Kvinder fatter ikke mænd og mænd fatter ikke kvinder!

Mark Gungor – en amerikansk præst og foredragsholder – har, efter min mening, fundet en fantastisk måde at formulere og visualisere forskellen på kvinder og mænds hjerner – deres uforståelige adfærdsmønster, holdninger og opfattelser af det andet køn, samt efterfølgende interaktion.

Mænd og kvinder tænker forskelligt, handler forskelligt, opfører sig forskelligt, er fysisk forskellige og – formodes det – lavet til forskellige opgaver.

Jeg er overbevist om, at hanner og hunner er lavet til forskellige opgaver fra tidernes morgen – det har aldrig været meningen, at de skulle ligestille sig i ét og alt. Det har aldrig været meningen, at kønnene skulle blive lige gode, eller lige dårlige, på alle tænkelige måder. Jeg er overbevist om, at kønnene udfylder forskellige roller/funktioner i forhold til arten og dét liv den udfolder. Hvis dette ikke er tilfældet begriber jeg ikke forskelligheden på kønnene!

Jeg tillader mig, at anvende samme visualisering, som Mark Gungor i forsøget på, at forklare hvordan kvinder og mænds hjerner fungerer.

Mandens hjerne.

For at forstå mandens hjerne, skal man se en reol for sig – en stor reol med plads til en masse kasser. Det ka’ være papkasser, plastkasser eller andre typer kasser – det er ligegyldigt.

Se en reol for dit indre øje med en masse kasser på hylderne. Hver kasse repræsenterer et emne, som manden véd noget om.

Vi har en kasse til bilen. En kasse til børnene. En kasse til svigermor (nede i kælderen). En kasse til fodbold. En kasse til kvinden i hans liv. En kasse til græsplænen. En kasse til penge. En kasse til jobbet, o.s.v. Alt hvad vi ved om dét emne er omhyggeligt lagt ned i den pågældende kasse og reglen er: Kasserne rører IKKE hinanden! De står på reolen, pænt, nysseligt og ordnet – UDEN, at røre hinanden!

Når mænd skal udtale sig/tale om et emne finder han hurtigt dén kasse frem, som rummer information om det pågældende emne. Kassen tages ned fra reolen – forsigtigt – og tømmes ud på bordet/gulvet og alt hvad han ved om dette specifikke emne er nu til rådighed for samtalen og han taler KUN om dét emne, som kassen indeholder!

Når han er færdig med emnet pakker han sin kasse sammen og stiller den ind på reolen – forsigtigt – så den er klar til næste gang, måske med lidt nyt tilført – nemt, organiseret, enkelt og UDEN at dén rører andre kasser.

Sådan fungerer en kvindes hjerne ikke!

Kvindens hjerne.

For at forstå en kvindes hjerne, skal man forestille sig et stort, sammenfiltret, bundt ledninger – ledninger i forskellige tykkelser og længder, totalt sammenfiltrede, som en garnnøgle. En uendelig mængde sammenfiltrede ledninger, som danner en bold og alle ender er forbundet indbyrdes – alt er forbundet til alting og alting har forbindelse til alt! En kvindes hjerne er som internettet – alt har adgang til alt!

Der drøner informationer gennem alle ledningerne, på alle tidspunkter, om alle emner – frem og tilbage i ét virvar som ildfluer mellem hinanden på en sommernat. Bilen er forbundet til børnene, som er forbundet til svigermor, som igen er forbundet til mode, som igen er forbundet til manden i hendes liv, som er forbundet til græsplænen, som er forbundet til penge, som igen er forbundet til jobbet o.s.v. – og vise versa. Alle informationer om alle emner er til rådighed på alle tidspunkter og derfor kan en kvinde tale om alt på ÉN gang på ethvert tænkeligt tidspunkt og al denne aktivitet bliver drevet af dét vi kalder: Følelser – dette er også grunden til, at kvinder har tendens til, at huske alting! Når man forbinder en oplevelse med en følelse brænder oplevelsen fast i hukommelsen og man glemmer den aldrig. Det sker også for mænd – bare ikke så tit som for kvinder, fordi: Mænd er for det meste ligeglade!

Blandt alle de mange kasser manden har i sin hjerne har han en ganske særlig kasse – hans yndlingskasse. Det er en kasse som de fleste kvinder ikke er klar over, at manden hár. En kasse, som kvinder på ingen som helst måde kan kapere, endsige: Acceptere! Det er en kasse som ikke indeholder noget som helst – en: Ingenting-kasse!

Denne ingenting-kasse er årsagen til, at en mænd ka’ foretage sig ting, som kvinder finder totalt hjernedøde – f.eks.: Sidde med en fjernbetjening, foran fjernsynet og zappe kanaler i timevis, eller stå i dagevis og fiske fra en åbrink. Faktisk griber en mand enhver mulighed for, at kravle ned i sin ingenting-kasse. Der er lavet studier om mænds evner til, at tænke på: Ingenting! Mænd har evnen til, at slå hjernen helt fra, undlade hjerneaktivitet, og alligevel være i live – dét ka’ kvinder IKKE! Deres net af sammenfiltrede ledninger summer kontinuerligt af ALLE informationer om ALLE emner på ALLE tidspunkter og de fatter ikke ingenting-kassen – forstår dén ikke – og bliver totalt vanvittige af denne kasse.

Der er intet på denne klode, som ka’ irriterer en kvinde mere, og gøre hende totalt vanvittig, end en mand, som foretager sig: INGENTING!

Millioner af kvinder, verden over, har igen og igen haft den samme oplevelse gennem deres liv med mænd. Uanset kulturelle, religiøse, geografiske, uddannelses- og racemæssige forskelle og baggrunde har kvinder verden over, gennem tiderne, oplevet mænd siddende (eller stående) med et tomt udtryk i blikket uden at foretage sig noget. Når en kvinde ser en mand på denne måde overvældes hun af en ustyrlig trang til at stille ham et – nærmest essentielt – spørgsmål. Det er, så vidt vides, det eneste uundgåelige i denne verden – kvindens spørgsmål til en tilsyneladende ”død” mand ér: Hva’ tænker du på?… han drejer hovedet og kigger på hende, ofte meget ubegavet, og siger: Ingenting!

Kvinder kan ikke acceptere denne udmelding og kan blive fuldstændig vanvittige over dén – man kan IKKE ”tænke” på ingenting – forkert! Mænd ka’ ”tænke” på ingenting, fordi de har en ingenting-kasse.

Når kvinder får forklaret mandens ingenting-kasse er der rigtig mange ting som pludselig giver mening for hende – hun forstår ca. 200% mere om hendes mand end før hun vidste noget om ingenting-kassen – men hun ka’ IKKE acceptere denne nye viden!

Nogle kvinder får den absurde tanke at de ka’ komme méd ned i ingenting-kassen – det ka’ de IKKE! Når man forklarer dem at de ikke ka’ komme med ned i ingenting-kassen spørger de: Hvorfor ikke? Fordi: Så er det ikke længere en ingenting-kasse!

Hvis kvinder fik adgang til mændenes ingenting-kasse ville der jo ikke gå meget tid før man ville høre dem sige: …der mangler li’som noget her – et par billeder, lidt stillleben, en sofa med puder og et sødt lille bod! Måske ku’ Lise-lotte Risell også lige kigge forbi og arrangere lidt stearinlys, et par broderede gardiner og nogle ægte tæpper… NEEEEEEEJJJJJJJJJ…en ingenting-kasse er en kasse med INGENTING I!!!…

Ét af de problemer, der opstår når kvinder og mænd kommunikerer, tager udgangspunkt i ovenstående. Når en kvinde spørger sin mand om ét-eller-andet, så ”går” han til sin reol, finder kassen med dét emne, tager den ned, hælder indholdet ud og begynder, forklarende, at svare på spørgsmålet. Se, inden han er færdig er kvinden allerede videre i sine tanker og stiller et nyt spørgsmål. Han leder i indholdet og svarer, forklarende, lettere stresset. Endnu engang er hun langt hurtigere en manden og stiller nu et nyt spørgsmål indenfor et andet emne! Manden får nu problemer fordi: Ikke bare har han ikke fået svaret færdigt på sidste spørgsmål men nu ska’ han svare på noget i et andet emne og dét betyder, at han bliver nødsaget til, at pakke første kasse sammen, stille den på plads og finde den nye kasse frem, før han kan svare på det nye spørgsmål. Dette er yderst forvirrende og stressende for ham og hvis kvinden så ydermere fortsætter med at skifte emne bliver han så stresset at han ikke magter samtalen – dette kan begrunde at, mænd meget tit foretrækker at forsvinde ud af døren når kvinder snakker alvorligt om f.eks. deres parforhold (en samtale, som indeholder mange emner).

Når mænd forlader samtalen/skænderiet/diskussionen er det et udtryk for at han ikke kan følge med. Når spørgsmålene hagler ned over ham, i forskellige emner, kan han ganske enkelt ikke få kasserne ned, udpakke dem, nedpakke dem og bytte dem hurtigt nok, så han ka’ følge med kvindens spørgehysteri. Manden bliver yderst frustreret over ikke, at kunne følge med og giver simpelthen op – han bliver apatisk og går i panik – og bilder sig ind, at han ka’ få det til, at forsvinde ved selv, at forsvinde.

Kvinder bliver selv frustrerede over mændenes forsvindingstaktik – mest af alt, fordi de ikke kan forstå, endsige: Acceptere, mandens problem. Hvis kvinder vil have mænd til, at blive under en samtale skal de forstå, at spørgehysteriet bør nedtones og give manden den fornødne tid til, at finde, udpakke, nedpakke og bytte kassen INDEN næste emne tages op – med andre ord: Giv nu den ”stakkels” mand TID til, at komme ind i kampen!…

Kvinder ska’ forstå, og acceptere, mandens kassesystem før hun overhovedet kan gøre sig håb om, at forstå – endegyldigt: Forstå – mandens adfærd, bevæggrunde og mønstre.

Mænd er ikke styret af følelser – som kvinder – men af logik. Mænd er ikke emotionelle, udfordrende individer men individer med emotionelle udfordringer og kvinder skal forstå dette – acceptere dette – ifald de ønsker at forstå, og få en bedre interaktion med mænd.

Kvinder er emotionelle individer, som styres af deres følelser (generelt) – ikke logik, som mænd. Kvinder baserer langt størstedelen af deres beslutninger på følelser – det være sig om: Forbrug, jobs, uddannelse, bosættelse, politik, opdragelse og mange, mange andre, mere eller mindre essentielle, spørgsmål.

Følelserne er – hvad man ku’ kalde: Brændstof, for kvindens hjerne og den er umættelig i sit forbrug heraf. Følelser styrer kvinder langt mere end de selv vil erkende og langt hen ad vejen fungerer det jo også fuldstændig fantastisk men i nogle tilfælde giver det bare, overhovedet ikke mening og fungerer absolut ikke.

I og med, at kvinder er emotionelle individer er de, udpræget, meget bedre til, at bearbejde og forholde sig til følelser – både sine egne men også andres. Kvinder er formidable til, at dykke ned i deres følelser og få dem bearbejdet – positivt, som negativt – gennem selvindsigt, eller samtale. Kvinder bearbejder oftest (måske 99,9%) deres følelser gennem samtaler med andre kvinder – modsat mænd, SKAL kvinder tale om deres følelser – og gennem disse samtaler får kvinder vendt og drejet problemstillingen på alle tænkelige måder med mange indput, således at bearbejdningen bliver optimal for den enkelte men også brugbar for andre. Når en kvinde bare MÅ tale om sine følelser med andre kvinder bunder dét i, at hendes hjerne syder og bobler af aktivitet – den behandler ufattelige mængder af information og følelser, som drøner rundt i ledningsbundtet og optager al den energi, som normalt er til rådighed for den almindelige eksistens.

Det skal huskes, at i en kvindes hjerne er ALTING forbundet til ALTING og dermed ka’ hun ikke bare – som en mand – ”parkerer” sine følelser/dilemma/problem i en kasse til senere behandling. Hun er nødsaget til, at leve med den konstante og uophørlige hjerneaktivitet, som i højere og højere grad, drejer sig om hendes følelser/dilemma/problem. Hvis en kvinde forsøger at ”parkerer” sine følelser/dilemma/problem er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at hendes hjerne – bogstaveligt – eksploderer grundet overophedning, eller noget i den grad.

Når kvinder taler med andre kvinder om deres følelser/dilemma/problem handler det ikke så meget om løsninger men mere om, at få taget trykket af hjerneaktiviteten – at få sat ord på dét og høre dét som den enkelte gerne vil høre i forbindelse med hendes følelser/dilemma/problem. Den enkelte kvinde kender, som oftest, løsningen – har svaret på spørgsmålet – men har et udpræget behov for at blive bekræftet i dette, inden hun tager sin – allerede besluttede – beslutning.

Hvis en mand føler sig stresset – gennem sit arbejde, eller samliv – trækker han sig tilbage til sin ingenting-kasse. Hér bearbejder han sin stres, uforstyret og i fred – han vil bare sidde i sin kasse og gøre: Ingenting, ”tænke” på ingenting. Manden har, oftest, ikke behov for, at snakke om sin stres/problemer med andre og hvis behovet opstår vil han normalt henvende sig til en anden mand men udelukkende for at denne anden mand skal komme med en løsning – ikke en ”ventil”. Som logiske individer, søger mænd løsninger og giver løsninger – mænd er: Fixere, vi fixer tingene.

En kvinde, som føler sig stresset – gennem sit samliv, eller arbejde – kan ikke trække sig tilbage og gøre: Ingenting, tænke på ingenting. Hun SKAL tale om sin stres/problem med andre. Når hun kommer hjem er det selvfølgelig manden som først bliver konfronteret med hendes stres/problem og hun snakker og snakker og snakker kontinuerligt om hendes følelser i forbindelse med sin stres/sit problem. Manden indleder straks en ”samtale” omkring det konkrete i hendes stres/problem og meget hurtigt – i denne ”samtale” – forsøger manden, at fixe kvindens stres/problem ved at ”tilbyde” løsninger. Hér går det virkelig galt: Kvinder vil IKKE ha’ tilbudt løsninger på deres problemer af deres mænd – de vil ha’ han ska’ lytte og holde sin kæft.

Som nævnt tidligere, har kvinder allerede løsningerne på deres problemer inden de begynder den, uundgåelige, snak om disse. Kvinder ved, stort set med det samme problemet opstår, hvad de ska’ gøre for at løse det – de SKAL bare tale med nogen om dét for, at få ”dampen” ud og ”trykket” til at forsvinde.

Der er altså en meget stor forskel på, hvordan de to køn bearbejder ”livet” og denne forskel bliver begge nødsaget til, at tage hensyn til i den fremtidige interaktion. Måden, at tænke på er afgørende for det enkelte køn og jo mindre det andet køn sætter sig ind i denne måde, jo mindre vil interaktionen lykkes og jo flere vil dermed f.eks. blive skilt/gå fra hinanden og bekræfte sig selv i fordommene om det andet køn.

Fortsættelse følger…

Udgivet i Kun Paps | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Jeg har en drøm…

Udgivet den 8. februar 2011 af Paps

I en tid, hvor vi burde sole os i fortidens, socialistiske, løfter om lighedens lyksalige frihed og velfærdssamfundets ypperlige goder, står vi i dag under den symbolske skygge af regningen herfor. Et socialistisk løfte, der kom som et fyrtårn med lys af håb for millioner af danskere, der var blevet brændt i flammerne på et bål, af uretfærdighed. Det kom som et glædeligt daggry for at afslutte den lange nat af fangeskab.

Men et hundrede år senere er danskerne stadig ikke fri. Hundrede år senere er danskernes liv desværre stadig lammet af økonomiens lænker og ulighedens kæder. Hundrede år senere bor danskerne på en ensom ø af gældsætning i et hav af finansiel ustabilitet. Hundrede år senere vansmægter danskere stadig i hjørnerne af det danske samfund og befinder sig i eksil i deres eget land. Så derfor skal vi ikke underdrive dén skammelige tilstand, vort land er blevet bragt i.

I en vis forstand, har Arkitekterne til vort storslåede velfærdssamfund, underskrevet et gældsbrev, som enhver dansker får i dåbsgave. Dette gældsbrev er et løfte om, at alle mænd, såvel som kvinder, i Danmark får en umistelig forpligtigelse til afbetaling, inden retten til, at stræbe efter et liv i frihed, velstand og lykke.

Det er indlysende i dag, at Danmark har øget det gældsbrev, som borgerne er garanter for. I stedet for, at opfylde en nærmest, ”hellig”, forpligtigelse til at afvikle gælden, har Danmark udstedt en dækningsløs check udenfor kontrol, som er kommet tilbage – mærket: ”utilstrækkelige midler”.

Men jeg nægter at tro, at ansvarlighedens bank er gået konkurs. Jeg nægter at tro, at der ikke er tilstrækkelige midler af muligheder i denne nation. Så vi er kommet til et punkt, hvor vi ikke må finde os i dækningsløse checks og velfærd på afbetaling. Vi er kommet til et punkt, hvor vi må erkende, at det haster for Danmark, hvis vi skal rette op og genskabe velfærden. Det er ikke tiden til, at engagere sig i den luksus at læne sig tilbage eller tage beroligende medikamenter. Nu er tiden inde til, at virkeliggøre løfterne om ansvarlighed . Nu er det tid til, at klatre op af den øde og mørke dal af gældstynget ulighed for, at indtage de solbeskinnede tinder af ordentlig, fordelt, velstand. Nu er det tid til at løfte vor nation ud af det løse og smuldrende gældssand til en holdbar og bærende klippe af velstand. Nu er det tid til, at gøre finansieret velstand og frihed til en realitet for alle danskere.

Det ville være fatalt for nationen, at overse hvor meget det haster. Den kvælende sommer af util-fredshed vil ikke passere, før der lufter et forfriskende efterår af frihed og tilfredshed. 2011 er ikke et mål, men en begyndelse. De, der håber at velfærden kan belånes vil få en brat opvågning, hvis nationen vender tilbage til ”business as usual”. Der vil hverken være råd til frihed eller ro, hvis Danmark udsteder flere dækningsløse checks. Denne hvirvelvind af utilfredshed vil fortsætte med, at ryste fundamentet for vores nation, indtil den lysende dag, hvor ansvarligheden opstår.

Men der er noget jeg må sige til mine politikere, som står på den varme tærskel, der fører ind i magtens centrum. I processen med at få orden i vore økonomiske situation må i ikke gøre jer skyldige i personlig gevinst. Lad jer ikke søge, at tilfredsstille offentlighedens tørst efter populisme ved at drikke af koppen med opportunisme.

I skal altid kæmpe jeres kampe på det højeste plan af værdighed og troværdighed. I må ikke tillade, jeres politiske arbejde, at udvikle sig til ligegyldighed. Igen og igen må I stige til de majestætiske højder af ærlighed og arbejdsomhed. Jeres optræden, som bliver opslugt af medierne, må ikke få jer til at tro I kan gå på vandet og dermed skabe mistillid, blandt jeres brødre og landsmænd, til alle politikere, idet jeres skæbne er bundet op på vor skæbne. I må indse, at jeres frihed er uløseligt bundet til vor frihed. I kan ikke gå alene.

Når vi går, skal vi altid aflægge dét løfte, at vi marcherer fremad. Vi kan ikke vende tilbage. Der er nogle, tilhængere af Staten, som siger ”Hvornår er vi tilfredse?” Vi kan aldrig være tilfredse, så længe danskerne er ofre for Statens ubeskrivelige uansvarlighed. Vi kan aldrig være tilfredse, så længe Danskerne får et gældsbrev i dåbsgave. Vi kan ikke være tilfredse, så længe Danskerne, grundlæggende, ikke har friheden til at søge lykken. Vi kan ikke være tilfredse, så længe vore børn bliver frataget deres muligheder og frarøvet deres uddannelse med ordene: ”Vi skal spare”. Vi kan aldrig være tilfredse, så længe en dansker på Møn skal betale for at ha’ stillet en hjemmearbejds-plads til rådighed, så han slipper for evindelige, monsterlange, ture til Kbh og en dansker i Hirtshals ikke kan finde arbejde fordi ingen har råd til, at etablere arbejdspladser i Danmark. Nej, nej, vi er ikke tilfredse, og vi vil ikke være tilfredse, før ansvarligheden risler ned, som vand og til sidst danner en mægtig strøm.

Jeg er ikke uvidende om, at nogle af danskerne har været udsat for store prøvelser og trængsler. Nogle af danskerne har været udsat for det økonomiske fængsels snævre celler. Nogle danskere kommer fra områder hvor deres søgen efter frihed og lykke er blevet ramt af udliciteringens storme, og efterfølgende med Beskæftigelsesdiktaturets forfølgelse. Disse danskere har været udsat for en kreativ lidelse. Men I skal fortsætte med, at søge friheden og lykken i den tro, at ufortjent lidelse er forløsende.

Gå tilbage til Møn, gå tilbage til Hirtshals, gå tilbage til Fyn, gå tilbage til Samsø, gå tilbage til Bornholm, gå tilbage til parcelhuskvartererne og ghettoerne i vort land, vel vidende at en eller anden dag, vil denne situation kræve forandring. Lad os ikke svælge i gældens, fortvivlende, dal.

Jeg siger til jer i dag, mine venner, at selv om vi står over for vanskeligheder nu og i morgen, har jeg stadig en drøm. Det er en drøm, dybt rodfæstet, i den danske muld.

Jeg har en drøm om, at en dag vil denne nation rejse sig og fungere udenfor skyggen af den danske jantelov: ”Du skal ikke tro du er noget” og finde sandheden i, at : Alle mennesker er skabt til frihed.

Jeg har en drøm om, at en dag, i de ”støvede” mødelokaler på Christiansborg, kan sønner af tidligere SF’ere og sønner af tidligere DF’ere være i stand til at sidde sammen om mulighedernes og broderskabets bord og styre nationen med anstændighed og ansvarlighed.

Jeg har en drøm om, at en dag vil den danske stat udlufte den kvælende varme af overformynderri, den klamme lugt af gældsætning og forvandle sig til en frodig oase af frihed og muligheder.

Jeg har en drøm i dag.

Jeg har en drøm om, at en dag, på Christiansborg, med sine folkevalgte politikere og deres læber, som drypper med populismens ord og leflen for stemmer. En dag, lige der på Christiansborg, vil røde drenge og røde piger være i stand til at tage blå drenge og blå piger i hånden, som ansvarlige kollegaer.

Jeg har en drøm i dag.

Jeg har en drøm om, at en dag skal gældens dal ophøjes, skattens bjergområder skal gøres lav, uklare politiske meldinger vil blive gjort klare, og den skæve fordeling vil blive gjort rimelig, og Danmarks herlighed skal åbenbares, og alle danskere skal se det sammen.

Dette er mit håb. Det er den tro, jeg træder ned fra talerstolen. Med denne tro vil vi være i stand til hugge en sten af håb ud af fortvivlelsens bjerg. Med denne tro vil vi være i stand til, at omdanne de klirrende disharmonier fra vor nations smukke symfoni og hæderlighed. Med denne tro vil vi være i stand til at arbejde sammen, til at kæmpe sammen, til at forandre sammen, til at vælge friheden sammen, vel vidende at vi vil være fri en dag.

Dette vil være den dag, hvor alle Danmarks børn vil være i stand til at synge med en helt ny betydning: ”I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går.
Du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand, hvor oldtids kæmpegrave stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland!”

Og hvis Danmark skal være en gældfri nation skal dette blive sandt. Så lad friheden ringe fra de grønne bakketoppe på Sjælland. Lad friheden ringe fra de store vidder i Jylland. Lad friheden ringe fra Bornholms klipper.

Lad friheden ringe fra stenbroen i København.

Lad friheden ringe fra roemarkerne på Lolland

Lad friheden ringe fra fiskebankerne i Nordsøen

Lad friheden ringe fra produktionshallerne i Vejen.

Lad friheden ringe fra hver bakketop og muldvarpeskud i landet. Fra alle byer, lad friheden ringe.

Og når dét sker, når vi tillader friheden at ringe, når vi lader den ringe fra hver landsby og hver et hjørne, fra hver Kommune og hver by, vil vi være i stand til at fremskynde den dag, da alle Danmarks børn, mænd som kvinder, protestanter, muslimer, jøder og katolikker, samt unge og gamle, vil leve i frihed, lykkeligt med et velfungerende velfærdssamfund uden umenneskelige høje renter på en gældstynget og belånt økonomi. Først da, kære venner, er vi endelig frie.

Udgivet i Politik | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Efterløn og arbejdsløshed…

Udgivet den 8. februar 2011 af Paps

Den sure dansker om efterlønnen…

Udgivet i Underholdning | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

…hvornår gik det galt?…

Udgivet den 8. februar 2011 af Paps

Inspireret af Gunnar Langemarks, dejlige, klumme (180gr) om de mange pæne damer – overalt i det danske samfund – og deres indflydelse (mere eller mindre: I orden), er dette skriv fremkommet i min syge hjerne.

Nu ved vi jo, at alt er relativt, hvorfor min syge hjerne også må betegnes som relativt syg – det er i al fald dét, som mangt en debattør (læs: Kvinde) har fortalt mig gennem tiden. Specielt i forbindelse med diverse diskussioner og debatter, hvor mine synspunkter – relateret til indholdet i den gode Hr. Langemarks klumme – er blevet frit luftet og indgået som argumenter i en meget unuanceret ligestillings- og opdragelsesdebat.

Lad mig først lige slå fast: Jeg har været usædvanlig heldig, at få ”leveret” to børn af hunkøn – to døtre – så lykkeligvis har jeg ikke haft diverse ”problemer” med ”utilpassede” drenge, som ikke fattede en hujende papfis af hva’ der blev sagt til dem og derfor sku’ medicineres.

Jeg har tit spekuleret over, hvornår det gik galt? Hvornår var det, at mennesker – herunder min egen generation – skruede hovedet af og lagde det i ned kommodeskuffen, så snart de fik børn? Hvad var det disse mennesker blev så traumatiseret af i deres egen barndom, siden de besluttede, at pakke deres børn ind i vandfast-støvtæt-slagfast-virkelighedsfjernt-stødabsorberende fulddragter med en skvæt vat på albuerne?

Når jeg sådan spoler min egen film tilbage – helt tilbage – så minder den, i plottet, om dét som Hr. Langemark har beskrevet i sin film. Jeg voksede op på en gammel Herregård, som søn af traktorføre Nielsen (tjaeee, i dag hedder det sikkert noget fancy engelsk manager-ét-eller andet…), 2. søn af første og eneste ægteskab. På gården var vi en masse unger – der var nemlig flere Area Tractor Managers i tjeneste på Herresædet og vi HYGGEDE os, gu så.

Vi flintrede rundt på arealerne, i skoven, i halmbalderne, på digerne, i bugten, i laderne, i staldene, på hølofterne, i kornsiloerne, ved åen, i og på vandtårnet – alle de steder, hvor der var eventyrligt og sjovt at lege. Nogle gange faldt vi ned og slog os ad pommeren til…øhhhh…ad helvede til. Nogle gange rev vi hul på låret, knæet eller en finger og fik det forbundet. Nogle gange var vi, næsten, i livsfare, fordi vi ikke vidste bedre. Nogle gange sloges vi, så blodet det sprøjtede ud af næsen – hylede og løb hjem til mor…altså…øhhhh…altså løb hjem og fandt ud af at mor ikke var hjemme, hun var jo oppe i køkkenet på hovedhuset…pokkers…jeg mener…PIS!… Som det fremgår, gik det jo helt forrygende og alle havde det kanon – piger som drenge, store som små. HÆ – enkelte gange legede vi doktor og patient med pigerne og så, så de min, hvis jeg fik lov til at se deres…wauuuu…

Ud over den nævnte fællesleg, var drenge, drenge og piger var piger – pigerne kunne kun bruges til fanger og blive bundet til totempælen.

Det gik sgu meget godt – ingen mistede livet, ingen mistede lemmerne, ingen fik nogensinde andet end almindelige, overkommelige, knubs og hudafskrabninger. Ingen blev invalid, ingen fik traumatiske oplevelser og ingen har haft en dårlig barndom.

Selvom jeg voksede op på en gård og mine forældre arbejde dér, var der sgu ikke altid nogen hjemme – vi måtte for en stor del, klare os selv i timerne fra skole til spisetid. Selvfølgelig var det fedt, når far førte traktoren tæt på gården så ku’ man lige løbe ud til ham og Oluf og få en ”bajer”. Og det var skønt når mor havde en fridag, så var der æggesnaps og saftevand til alle. Eller når Magny havde en fridag, så var der franskbrød med ost og te. Men for det meste var de ikke tæt på, eller hjemme og vi havde heldigvis ingen pæne damer til, at feminisere os.

Når så jeg spoler en anelse frem i filmen og starter lige dér, hvor jeg fik at vide jeg skulle være far, så ser jeg en yngre mand grebet af panik. Allerede fra start fik jeg tudet ørerne fulde af, at det skam ikke er nogen ferie at få børn. Når man får børn må man sætte sig ind i sagerne – hvis ikke, så bliver det ganske forfærdeligt for de stakkels børn. Du ska’ læse den her og den her og den her og den her og den her og…

Efter 2 uger var der lånt og indkøbt ca. 234 bøger om: Graviditet, fødsel, navne, det første år, det andet år. Præ pubertet, pubertet og teenagealderen. Adskillige forfatterskaber af: Sygeplejesker, pædagoger, lærer, psykologer, terapeuter, mødre, barneplejesker, læger, præster og intellektuelle stod nu på min reol og ventede på at jeg skulle læse dem – for hvis ikke, så gik det galt.

Jeg husker, at jeg tænkte: Hilde helvede (sagde det jo ikke højt) dét var godt nok mange bøger, som ska’ læses men jeg har jo selvfølgelig, næsten, 9 måneder. Jeg startede, frejdit, på en af de mange bøger, af en barneplejeske, og læste hele 13 sider. Da jeg var færdig med 13. side lukkede jeg bogen og sagde til min kone (en pædagog): Dét her gider jeg sat’me ikke – nu har mennesket opfostret sit eget yngel i generationer uden bøger, så mon ikke også vi finder ud af det?

For helvede da en ballade der blev – hun blev helt rød i ansigtet og skældte mig ud. Det var fandeme (hun bandede, sgu) ikke for sjov, at hun havde slæbt alle de bøger hjem og hvis jeg ville ha’ børn så sku’ jeg sat’me (…igen…) bare komme i gang med at læse…sgu’ jeg!

Nå – hun faldt jo ned igen men jeg åbnede ikke én eneste af de bøger igen. Tænk, jeg fik den tanke, at: Det kommer sgu sikkert til mig når jeg står med det lille menneske i armene – og dét var jo lige hva’ der skete. Fra dag ét af vidste jeg i store træk, hvad jeg skulle og hvordan – det var ikke noget jeg tænkte over, ikke noget jeg sådan analyserede men bare noget jeg gjorde. Det ka’ da godt være, at jeg har gjort nogle fejl og taget forkert på min første datter engang i mellem men hun har da ikke mén af det i dag.

Filmen spiller videre og vi er kommet til min datters 3 års alder og mor, farmor, mormor og morfar har pakket hende ind i vat fra dag ét. Jeg selv og farfar ser lidt anderledes på det og de knubs hun har fået indtil nu, har hun fået under vores opsyn… Hun stavrer rundt i haven en solbeskinnet sommerdag – alle er på besøg og forguder den lille ”skid”. Morfar render rundt efter hende med armene på hver side af hende – tænk, hvis hun sku’ falde – så han ka’ gribe hende. Jeg beder den ”sure gamle mand” om at sætte sig og la’ tøsen rende rundt uden livline. Moderen kigger brysk på mig og siger: Bare fordi du er ligeglad med at hun får blå mærker, behøver vi andre jo ikke være ligeglade… (…jeg stopper lige filmen…). Var det hér, det gik galt?

Når alle er samlet i dag og snakken falder på mine pigers (nu voksne) barndom siger de samstemmende: Det var altid sjovest, når mor ikke var hjemme – vi blev ikke overvåget i alle ender og kanter af far.

Jeg har naturligvis aldrig været ligeglad med om mine børn fik blå mærker eller brækkede en arm. Jeg har bare altid holdt for øje, at livet ka’ gøre ondt – både fysisk og psykisk – og hvis et barn aldrig erfarer dette tror jeg at voksenlivet bliver mere besværligt på nogle områder.

Også jeg har tjent på en institution og set/hørt de pæne damer. Overværet, hvordan børn ensrettes og feminiseres i en uhyggelig grad. Set effekten af drenge, som ikke er blevet brændt af når mor eller far har afhentet dem – MEN: De er jo ikke kommet til skade, i hverfald.

Jeg spoler lidt frem til en meget underholdende scene: På nævnte institution havde vi anlagt en crossbane og indkøbt 5 stk. ATV’er med små hæstekræfter. Hver dag var der en flok drenge og 2 piger, som kørte cross. Rn pædagog var udnævnt til at være Cross Manager – en kvinde – og ungerne skul’ stille op på en række og for retfærdighedens, og ligestillingens, skyld bestemte Cross Manageren rækkefølgen som herefter blev noteret ned, således at hun kunne holde styr på sagen. Hver dag var der ballade ved startstedet og hver dag brugte de oceaner af tid på denne rækkefølge med dét til følge, at de kun kunne køre nogle enkelte omgange pr. barn.

Jeg blev forfremmet til Cross Manager og den første dag kom ungerne fisende hen til mig og de råbte og skreg i munden på hinanden om hvem som sku’ starte. Jeg førte dem om bag en meget stor jordbunke så ingen pædagoger ku’ se os – ungerne gloede på mig som spørgsmålstegn.

”Nu har 3 minutter til at afgøre hvem der er stærkest og derefter er DÈT rækkefølgen hver dag, okay?”… Efter 3 minutter var hakkeordenen fundet og siden da var der ingen ballade og de ku’ alle køre mange omgange, hver dag.

I lighed med Hr. Langemark mener jeg feminismen har taget overhånd – den har gennemsyret samfundet i en uhyggelig grad og efterladt, specielt, drenge og mænd i et pseudounivers, hvor der ingen accept ér af maskuline dyder og adfærd. Det ses jo tydeligt på det enorme udbud, der efterhånden er på terapeut-markedet – snart har hver en flække en mandeterapeut, som tilbyder weekendkurser i at være mand. Nu ska’ hele generationer ud i skoven og mærke kulden på den nøgne krop – de ska’ lære at skråle ud over en fjord, slå sig på brystet og mærke hvor kolde nosserne bliver i -2 gr. kulde. For bare få år siden, var det sgu kun Carl Mar, som foretog sig den slags idioti…åhhhh…undskyld, jeg brugte det grimme ord.

Se nu bare på interessen for jagt. Hilde makrel (er ved at lære det)! Da jeg gik på jagt og plaffede alt ned for fode, blev der sgu set ilde til mig – jeg var jo bare en skide morder og dyreplager.

Helt galt gik det, når endelig en ”mand” spurgte: Hvorfor? Og jeg så svarede: Suset ved at dræbe – adrenalinen som pumper rundt i kroppen lige inden jeg trykker på aftrækkeren og afgiver det dræbende skud…og selvfølgelig for naturoplevelsen…(gab)… Nogle ”mænd” valgte at udvandre og aldrig tale til mig igen – nåeeee ja, det gjaldt sådan set også nogle pæne damer. Hvis drabet ikke ”tænder” noget i dig, ska’ du sgu ikke gå på jagt.

Men jeg har også tænkt på, hvorfor mænd hele tiden – gennem de seneste mange år – hyler op, som en flok tøser, over hvor synd dét er for dem, at feminismen skyller over dem ,som en tsunami? Jeg mener: Det kunne vi vel forvente og forudse for længst. Nu har vi (mænd) på det nærmeste tvunget kvinderne til, at leve i vores verden siden tidernes morgen, så hva’ fanden havde vi forestillet os? At kvinderne bare ville blive ved at finde sig i det?

Jeg er sådan set skide ligeglad med feminismen – kvinder har de samme rettigheder som mænd, de samme muligheder for at skabe deres liv. Det rager mig en hatfuld om kvinder ikke sidder i bestyrelser – eller mænd for den sags skyld – bare de ikke tvinger mig til, at sidde ned og tisse, eller gå i terapi fordi jeg har sagt: Fandenedeme, foran et par børnehavebørn. Jeg gider ikke høre på feminismens evindelige ligestillingspladder, som i dag, i stor stil, går ud på, at kunne køre som gratist i det danske samfund.

Hvis kvinderne er så skide selvstændige, intellektuelle, uddannede og frie så ka’ de sgu da bare gå efter guldet og skide på os mænd – vi ska’ sgu nok klare os. Hvorfor fa’en ska’ de ha’ særbehandling, i hoved og røv, når nu de er, åh så, frie og selvstændige? Jeg ka’ den-onden-lyne-mig ikke forstå, hvorfor kvinder ska’ gøre alting til et problem og ha’ alle andre til at rette ind, efter deres forskruede verdensbillede, når nu de altid ska’ ha’, en eller anden knallert af en mand, til at rage kastanjerne ud af ilden for dem. Om jeg fatter, hvorfor alting ska’ feminiseres ud over enhver, rimelig, grænse så drenge ikke længere ved, om de ska’ lege med biler eller Barbie dukker.

HOVSA! Nu forløb jeg mig måske en smule – ikke noget de pæne damer vil synes om – og fjernede mig en anelse fra emnet…hvornår?

Jeg ved ikke lige, hvor det gik galt – hvor forældre tabte hovedet og afsage logik, fornuft og realistisk tankegang. Det eneste jeg kan konstatere ér: Det gik galt – vi tabte hovedet og blev pisset ned i halsen på et tidspunkt, og nu har vi pisset ned i vore børns hals og hele generationer er mærket med en label og på medikamenter, bare fordi de vil lege cowboys og indianere, eller tæve genboens søn, fordi han trampede på ynglingsbilen. Det duer ikke – det er en ommer.

Udgivet i Mænd/kvinder | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

KAMMERATER…agtede læsere og borgere i Danmark….

Udgivet den 8. februar 2011 af Paps

…Såååå, er den gal igen!…

Denne gang med den tilbagevendende debat om, at 16 årige skal ha’ valgret – fremført af SF og Enhedslisten med flere. Et forslag, der mangler enhver form for realisme og mest af alt, minder mig om et SIMS-univers, bygget af en 8 årig skolepige, der lige har læst et Anders And blad.

Argumenterne er mange fra disse tegneseriepolitikere, som i den dybeste alvor, foreslår dette SIMS-univers, hvor danske, forkælede teenagere, skal kunne påvirke den politiske proces, ved kommende folketingsvalg – danske teenagere hører til blandt de mest politisk informerede i verden. Danske teenagere er blandt de mest politisk engagerede i verden. Danske teenagere er blandt de mest politisk oplyste i verden og kún ved, at lade dem komme til stemmeurnerne får vi dem endnu mere engagerede i den politiske proces og vort demokrati.

Vi er mange – endda rigtig mange – som ikke kan forstå, hvorfor danske teenagere skal ha’ mulighed for at stemme, når de ikke engang ka’ finde ud, at søge deres eget eftermiddagsjob. Hvorfor fa’en ska’ danske 16 årige ha’ stemmeret, når de ikke er i stand til at underskrive et juridisk, bindende dokument? Det ville naturligvis passe fantastisk ind i det omsiggribende og misforståede omsorgshysteri, som – specielt – danske mødre dyrker i en grad så selv pungdyrene må blive misundelige.

Skulle dette forslag give mening er vi nødsaget til, at erstatte den kendte valghandling med et reality-show, hvor vi over en 12 ugers periode stemmer de opstillede kandidater hjem, efterhånden som de argumenterer for mindre og mindre virkelighedsfjerne forslag. Således ka’ vi faktisk sætte valgretsalderen yderligere ned og hvorfor ikke til 13 år – 13 årige, ved da nok hvad de vil ha’ og hvordan de ska’ få det. Når nu børn i alderen mellem 10 og 13 ka’ bestemme hvilken mad, eller bil familien ska’ ha’ – så ka’ de da li’så godt bestemme om deres håndboldtræner, eller ridelæreinde ska’ sætte sig på statsministeriets forgyldte taburet.

Med pandelapper på størrelse med havregryn, og hormoner der raser som et LeMans løb, kan det sgu da ikke være politikernes mening, at danske teenagere skal ha’ valgret i en alder 16 år, eller mindre. Hvorfor fa’en ska’ danske teenagere på 16 ha’ valgret, når de ikke engang ka’ få lov at købe alkohol, eller smøger, endsige gå i solcenter? Skulle de omsiggribende TV debatter befolkes med teenagere, så X factor i fremtiden ville mangle deltagere? Skulle dette vanvid blive en realitet må vi vel forudse, at folketinget ska’ abonnere på World of Warcraft og Itunes, så de indlemmede teenagere ka’ få tiden til at gå, inden de ska’ til fodboldtræning, eller fest hos en klassekammerat.

Skulle de siddende politikere ikke hellere koncentrere sig om, at finde løsninger på den økonomiske situation, Danmark befinder sig i, eller bare sørge for, at dé teenagere, som der tiltænkes valgret, får en ordentlig og fornuftig folkeskole? Det ville være fremrende – ja, ligefrem: Glimragende, hvis de politikere, der taler for at danske teenagere ska’ ha’ valgret, ville logge af The Sims og komme tilbage til den virkelige verden – hvor virkelige problemer ska’ løses og virkelige beslutninger ska’ tages af ansvarlige VOKSNE.

Skulle vi dog ikke – for én gangs skyld, som ansvarlige VOKSNE – lade børn være børn, teenagere være teenagere og voksne være voksne? Kunne man ikke forestille sig, at dé som foregiver at være VOKSNE politikere, agerer i henhold hertil og ikke agiterer for et folketing som i sin yderste konsekvens kan blive nødsaget til, at acceptere en 16 årig forsvarsminister, en 17 årig minister for børn og unge, eller en 15 årig statsminister – som alle skal ha’ mor med når dokumenter ska’ underskrives og ratificeres?

Kald mig bare en sur, gammel mand – men sku’ vi dog koncentrere os om den virkelige verden?

Udgivet i Politik | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

KAMMERATER…højt ærede læsere og borgere i Danmark….

Udgivet den 8. februar 2011 af Paps

…Såååå, er den gal igen!…

Denne gang med Brian Mikkelsen og andre frelste, der føler sig indignerede over det omsiggribende medie hysteri omkring politikere, der begrænser folkets frihed med mere, eller mindre idiotiske lovgivninger og moraliserende holdninger i den offentlige debat – uden selv, at foregå som det gode eksempel, som var de udstyret med diplomatisk immunitet.

Det er dog for groft, at danskerne – på landsdækkende TV – ska’ lægge øre til den omgang mundbæ, som Hr. Mikkelsen lukkede ud i 21 Nyhederne fra DR1, i en stil og tone, der i den grad skulle understrege, HVOR indigneret en Konservativ politiker kan blive, over den løsslupne presse. En stil, der udelukkende understreger, at Hr. Mikkelsen blot ér den overvægtige dreng på 14, som har stjålet sin faders briller og giver sig ud for, at være mere end, han i virkeligheden ér.

Vi er mange – endda rigtig mange – som ikke gider høre på indignerede politikere, der hyler over, at almenheden ganske naturligt finder politikernes, mere eller mindre, skandaløse opførsel, oprørende og forlanger respekt for folket. Det er sgu ikke kun almenheden, der ska’ opføre sig ordentligt og stå til regnskab for deres handlinger og udtalelser – det må forventes, at politikerene skal foregå som de gode eksempler, hvad enten der er tale om privatøkonomi, mødedeltagelse, skat eller børn i folkeskolen og ikke, at disse folkevalgte bare ka’ te sig som de vil og bagefter føle sig indignerede over, at være eksponeret i landets medier, mellem flødekagerne og over pilsneren.

I en tid, hvor danskerne får tudet ørerne fulde af økonomisk ansvarlighed og afskaffelse af efterlønnen som middel til at fastholde den danske velfærd ,vil de naturligvis ikke finde sig i en politikers overforbrug og økonomisk kaos ved bare at vende den anden kind til. Når folket bliver reguleret og kontrolleret i hoved og røv, med udsigten til en tåbelig fedtlov, en idiotisk kvotelov og en visions- & håbløs genopretningspolitik fra begge sider af det politiske spektrum, vil vi se ”blod” når politikere og offentlige personer skejer ud og lader hånt om etik, moral og regler i en grad, så man sku’ tro der var tale om Baby Doc eller Zine El Abidine Ben Ali.

Hvordan ka’ politikerne være indignerede over mediernes dækning og almenhedens reaktioner, når de gang på gang går forrest i den offentlige korsfæstning af deres kollegaer, som en middelalderlig horde ved hekseafbrændinger. Aldrig så snart har et medie bragt en personsag på forsiden, eller side 9, før dennes modstandere hyler op for åben, landsdækkende, skærm med budskaber om at trække sig eller blive smidt ned på en øde ø. Igen må vi som vælgere forudsætte, at de folkevalgte skal gribe i egen barn og skrue ned for retorikken i forhold til modstandernes eskapader og udtalelser, inden de føler sig indignerede over mediernes retorik i forbindelse med samme.

De smagløse udtalelser om, at Danmark ikke kan rekruttere unge og talentfulde politikere efter den hetz, Hr. Mikkelsen mener sine kollegaer udsat for, står kun til troende i fremtidens ulidelige lys. Ét er dog sikkert – fremtidens politikere, hva’ enten de er unge eller talentfulde, kan fandeme lære af fortidens – knap så talentfulde – politikere og holde styr på deres økonomi, udtalelser, gøren og laden samt retorik.

Det kan da ikke være meningen, at politikere ikke skal stå til ansvar for folket og hele tiden gøre sig umage for, at leve op til en, bare nogenlunde, acceptabel moral, etik og ansvarlighed – fuldstændig som de samme politikere forlanger af befolkningen når talen falder på: Sort arbejde, færdselsregler, bestyrelsesposter, CO2 udledning, socialt bedrageri og meget mere, hvor disse indignerede politikere ikke er sene til at udstille, forhåne og forfølge almindelige, hårdtarbejdende, borgere.

Lad mig opfordre Hr. Mikkelsen til, at udvise en bedre stil i fremtiden og aflevere sin fars briller.

Udgivet i Politik | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar